tirsdag den 26. februar 2019





Donnas Dyreklinik søger dyrlæge til Grønland

Donnas Dyreklinik i Nuuk er Grønlands eneste private dyreklinik. Vi er en lille hyggelig smådyrsklinik med to dyrlæger og en klinikassistent. Vi tager primært imod selskabsdyr som hunde og katte, men også et mindre antal kaniner og små gnavere. Klinikken råder bl.a. over udstyr til digital røntgen, ultralyd, blodprøveanalyser, mikroskopi og anæstesi.
Klinikken har tre ugentlige åbningsdage og vagtordning uden for normal arbejdstid.
Donnas Dyreklinik er en selvejende institution, som har tilknyttet en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse.

Om stillingen
Du vil sammen med klinikkens anden nyligt ansatte dyrlæge komme til at stå for den daglige drift af klinikken. Arbejdsopgaverne spænder fra vaccinationer over udredning og behandling af medicinske patienter til elektive og akutte operationer, herunder også anæstesiovervågning.
Der er mulighed for høj grad af medbestemmelse i forhold til tilrettelæggelsen og udførelsen af dine daglige arbejdsopgaver samt for at præge klinikkens udvikling.
Dækning af tilkaldevagt uden for klinikkens åbningstider aftales indbyrdes mellem dig og klinikkens anden dyrlæge.

På klinikkens to ugentlige lukkedage kan jobbet bestå i at udføre konsulentarbejde for Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland ved Grønlands Selvstyre. Arbejdet for Veterinær- og Fødevaremyndigheden omfatter sagsbehandling inden for veterinær- og fødevareområdet. Der kan desuden blive mulighed for at deltage i forskellige kontrolopgaver såsom kødkontrol på slagteri.
Veterinær- og Fødevaremyndigheden består på nuværende tidspunkt af fire fastansatte og to deltidsansatte dyrlæger.

Vi forventer, at du
  • Er uddannet dyrlæge med dansk autorisation.
  • Har erfaring med klinisk arbejde med smådyr.
  • Har gode samarbejdsevner.
  • Kan arbejde selvstændigt.
  • Har erfaring med eller lyst til at arbejde i en offentlig myndighed.
  • Taler og skriver dansk.

Vi tilbyder
  • Et job med spændende og varierende arbejdsopgaver.
  • Mødet med en masse dyreejere, der er dybt taknemmelige for, at du har valgt at komme til Nuuk.
  • En unik mulighed for at kombinere klinikerarbejde med administrativt arbejde.
  • Gode kolleger, der vil tage godt imod dig.
  • Muligheden for at opleve den fantastiske grønlandske kultur og natur.

Om Nuuk
Nuuk er Grønlands hovedstad og største by med 18.000 indbyggere. Byen har et rigt kultur- og byliv og tilbyder fritidsaktiviteter for både børn, unge og voksne. Naturskønne omgivelser med fjelde og fjorde er kun et stenkast fra byens centrum og giver gode muligheder for at dyrke friluftslivet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Den månedlige grundløn er 38.500 DKK. Vagtudkald aflønnes særskilt.

Arbejdstiden er fuldtid, hvilket i Grønland er 40 timer ugentligt.

Bolig
Vi kan være behjælpelig med at finde bolig, såfremt du ikke i forvejen har en bolig. På nuværende tidspunkt deler klinikkens to dyrlæger en bolig.


Tiltrædelse
Tiltrædelse er medio maj 2019 eller snarest derefter.

Ansøgning
Ansøgning, CV og kopi af dansk dyrlægeautorisation sendes til donnasdyreklinik@gmail.com.
Ansøgningen skal være Donnas Dyreklinik i hænde senest d. 1. april 2019.
Ansættelsessamtaler
afholdes snarest derefter, enten fysisk i Nuuk eller via elektronisk medie. 

https://lh4.googleusercontent.com/04Lgz4hlLqVC3az8tnk_EOU2nWTDTFayGIi5N5SuBMh5dTicIv5ykTwCwz9c-p_bXvbRvnQsqK57uSVz7BXDF20TDgflWfF6YPn7GCuAUhz5XifXwgk0CYnz5KIFciuEpxkBsxIocR-MTNO2xAYderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Donnas Dyreklinik på telefon +299 38 13 13 eller +299 27 07 09 eller ved at skrive til donnasdyreklinik@gmail.com.
Husk, at der er 4 timers tidsforskel mellem Vestgrønland og Danmark.

Du kan desuden finde os på facebook: https://www.facebook.com/DonnasDyreklinik/

For mere information om det at flytte til Nuuk kan du finde en god oversigt med råd og vejledning på Grønlands Naturinstituts hjemmeside: http://www.natur.gl/naturinstituttet/ledige-stillinger/raad-for-tilflyttere/

Donnas Dyreklinik samarbejder med AniCura Danmark, som blandt andet tilbyder klinikken faglig sparring.

Ingen kommentarer: