onsdag den 27. april 2016

Tandpleje hos hunde og katte


Hvorfor er det vigtig at pleje tænderne?

Dyr i naturen (vilde dyr) bliver sjældent mere end 5-6 år gamle inden de dør. 


En væsentlig årsag til dette - hvis man udelukker sult, skader m.m. - er ofte tandproblemer. 
Smerte eller betændelse i tænder eller tandkød medfører,  at dyret ikke kan overleve i naturen. 

Ved regelmæssig tandpleje kan du være med til at sikre, at dit dyr har sunde tænder hele livet.



Din indsats gør en forskel. 

Jo tidligere du begynder med at børste tænder på din hund/kat, desto nemmere bliver det for hunden/katten at vænne sig til det - og des bedre forebygger du tandsygdomme. Start med at træne i korte perioder og husk at rose dyret, når det samarbejder - så det bliver en god oplevelse for både ejer og dyr.

Du kan selv gøre en indsats og forebygge tandproblemer på følgende måder:


  • Børst din hund/kats tænder dagligt - det er ikke tilstrækkeligt at give tandrigtige godbidder/foder!
  • Benyt tandpasta beregnet til dyr (ikke menneske tandpasta)
  • Tjek regelmæssigt, om din hund/kat har rødt og betændt tandkød, tandsten (gulligbrune belægninger), knækkede/beskadigede tænder, misfarvede blålige tænder, træsplinter, sår eller lignende.
  • Sørg for, at din hund/kat får undersøgt mundhulen af en dyrlæge minimum én gang årligt.


Dårlig ånde er ikke normalt hos dyr, og kan skyldes bl.a. bakteriebelægninger på tænderne, tandkødsbetændelse og paradentose og er et tegn på, at din hund/kat trænger til at få undersøgt sine tænder af en dyrlæge.





Tandkødsbetændelse er den mest almindelige tandlidelse hos hunde og katte


Den mest almindelige tandlidelse hos hunde og katte er tandkødsbetændelse.

Når foderrester og spyt føres rundt i munden, dannes der på tænderne en hvidlig belægning, som kaldes plak. Hvis plakken ikke fjernes, f.eks. ved tandbørstning, vil der opstå tandkødsbetændelse og senere tandsten.Tandkødsbetændelse vil ubehandlet efterhånden strække sig helt ned til tandroden og til kæbeknoglen, så der opstår tandkødslommer, og paradentose udvikles. Paradentose medfører, at tænderne løsnes fra knoglen, da knoglen "ædes" af betændelsestilstanden. Paradentose kan ikke helbredes, men kan kontrolleres og forebygges ved regelmæssige eftersyn og tandbørstning.
En mild tandkødsbetændelse kan helbredes med daglig tandbørstning.

Er tandkødsbetændelsen meget voldsom, kan det være nødvendigt at give dyret antibiotika. Daglig tandbørstning og løbende kontrol af mundhulen holder herefter tandkødsbetændelsen på afstand.

Hvornår skal din hund/kat have foretaget en tandrensning?

Ved en sundhedsundersøgelse på Donnas Dyreklinik vurderes tænder og mundhule med henblik på huller i tænderne, tandstilling, tandsten, tandkød og eventuelle sygdomme som f.eks. paradentose. Derudover tjekkes katte for synlige tegn på FORL (Felin Odontoclastic Resorptive Lesions), som også er en form for "huller i tænderne", der starter under tandkødsranden og derfor ikke altid er synlig på tanden.





Hvis tilstanden kræver en tandrensning eller anden tandbehandling, skal hunden/katten bedøves og behandles på klinikken.


Du skal kontakte din dyrlæge hvis…
  • Din hund eller kat har dårlig ånde eller lugter ud af munden.
  • Det er mere end et år siden, at du har fået din hund eller kats mundhule undersøgt af en dyrlæge.
  • Du opdager at din hund eller kat har tandkødsbetændelse, som viser sig som en rød kant langs tandranden eller meget rødt og ømt tandkød..
  • Du opdager tandsten, en knækket tand eller sår i munden på din hund eller kat.
  • Der opstår tandbyld
  • Du mangler råd og vejledning i tandbørstning af din hund eller kat.












Ingen kommentarer: