lørdag den 24. oktober 2015

Opkastning og diarre hos hund

Hvis din hund er syg, så kan du give den skånekost (*)



Voksne hunde kan godt fastes i et døgn (24 timer), dog med adgang til en masse friskt drikkevand.

Derefter gives skånekost - som kan laves ud fra nedenstående opskrift. 

Du kan med fordel lave en stor portion, og sætte det i køleskab (hunden tilbydes mange svagt opvarmede/lune portioner dagligt).  




Kogt ris med torsk eller kylling - og lidt Cultura/Yoghurt Naturel

Denne opskrift giver 1 portion/måltid til en hund på ca. 35 kg.

Ris (50 gram) koges helt ud, således at de på det nærmeste bliver til en grød. Det tager minimum en time.
Når risene er ved at være færdige kommes ca. 25 gr. torsk eller kylling (begge uden ben eller knogler) i gryden, og koger med til både ris og torsk/kylling er udkogt. 
Afkøl den kogte ris-blanding, og tilsæt et par spiseskefulde Cultura eller Yoghurt Naturel lige inden serveringen. 


Hunden tilbydes mange små portioner, 5-8 stk dagligt, af denne skånekost 


(Det er vigtigt, at der benyttes Naturel cultura/yoghurt - da hunde ikke kan tåle 
sødestofferne i diverse frugtsmage) 


Du skal være opmærksom på, at fjerne eventuelle foderrester efter max. 30 minutter
 (da der ellers kan vokse bakterier i maden som kan gøre hunden mere syg) 




Fortsæt med at fodre hunden med skånekosten til afføringen har været normal et par dage- typisk efter ca. 3-5 dage.  

Du kan med fordel langsomt vænne hunden til dens normale foder igen, ved at blande lidt af dens normale foder i risen, efterhånden som hunden får det bedre.



Så er jeg klar til at blive fodret normalt :-)



I den periode hvor hunden er under behandling for diarre, er det mindre vigtigt om den får helt nok at spise. 


Bliver din hund lidt for tynd, kan du altid give den 50 gram ekstra foder i skålen ugen efter den er blevet rask, så den igen kommer op på normal kampvægt.






*) Har hunden opkastning/diarre (blodig), udviser tegn på mavesmerter, eller hvis dens temperatur overstiger 39 grader eller falder til under 37,5 grader - skal man straks kontakte dyrlægen.

Hvis hunden er en hvalp eller lille hund (under 5 kg) bør dyrlægen kontaktes med det samme. Hvis voksne hunde har haft diarre/opkastning i lang tid - det vil sige over en uge - kontakt dyrlægen også.

Ingen kommentarer: